Fire studerende, 125.000 excel-rækker og én finale

Offentliggjort på:
Del denne artikel
Fire studerende, 125.000 excel-rækker og én finale

Ambitionerne var høje, da fire kandidatstuderende fra CBS tilbage i januar begyndte at grave dybere i det datasæt, som TDC Group bidrog med til CBS’s Big Data Analytics Crowdsourcing konkurrence. Nu er humøret hos de fire mandlige studerende også højt. Efter tre måneders hårdt arbejde er de nu endt i finalen, hvor vinderen udpeges i slutningen af maj. 

”Vi er glade for at være blandt de tre hold, der er gået videre til finalen. Nu forbereder vi os til den 30. maj, hvor vi skal præsentere vores case for dommerpanelet,” fortæller Daniel Franch (23 år). 

Han er en af de fire kandidatstuderende på MSc in Business Adminstration and Information Systems, også kaldet Cand.merc.it., som tilbage i november måned meldte sig til at deltage i CBS’s Big Data Analytics Crowdsourcing Competition.

125.000 excel-rækker

I januar måned fik Daniel og hans medstuderende Jesper Bruun Hansen (26 år), Rasmus Bo Madsen (25 år) og Jákup Toftum (24 år) udleveret et krævende datasæt fra TDC Groups arkiver, som de har brugt de seneste måneder på at undersøge og analysere.

”Vi fik udleveret et datasæt bestående af 125.000 excel-rækker, derfor var den workshop som TDC Group afholdte for deres hold også meget givende,” forklarer Daniel Franch.

Det var afdelingsleder i Head of Predictive Analytics Group Strategy and Portfolio Management, Jonas Munk, der fik idéen til at invitere de to hold ind til en workshop på Teglholmen.

”Her introducerede vi dem til forretningen, og vi fik samtidig et indtryk af holdenes iver efter at løse problemstillingen. De var virkelig spørgelystne og tog imod vores råd om, at de skulle berige deres analyser med nye typer af indsigter, end hvad vi før hen har prøvet,” fortæller Jonas Munk.

Forudsigelse af abonnementskift

De fire studerende har kendt hinanden siden de startede på deres bacheloruddannelse HA IT på CBS, og deres mange års samarbejde og venskab var uden tvivl en fordel i konkurrencen.

”At vi alle sammen kendte hinanden før konkurrencen har været en fordel, da vi på forhånd kendte hinandens kompetencer, og vi kunne derfor hurtigt fokusere på projektet,” uddyber Daniel Franch.

Efter at have dannet sig et overblik over de store mængder af data, som bestod af anonymiseret information om Yousees mobilkunder, besluttede drengene sig for at sætte fokus på, hvorfor mobilkunder vælger at skifte abonnement. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var nogen simpel grund til, at en kunde skifter teleselskab, og de tog derfor hul på en grundig og detaljeret udpensling af datasættet for at kunne lave en god analyse.

En forretnings-anvendelig model

Resultatet er blevet en model, der kan omsætte alt den big data-information, som TDC Group ligger inde med til forretnings-anvendelig information.

”Vi har forsøgt at udvikle en model til TDC Group, der kan forudsige og identificere de kunder, der skifter” forklarer Daniel.

En bro til uddannelsesstederne og de studerende

”Udbyttet af konkurrencen har givet også nogle interessante input til de projekter, vi arbejder med,” fortæller Jonas Munk, som også er spændt på dommernes afgørelse den 30. maj.

”Når de datasikkerhedsmæssige såvel som de etiske retningslinjer er i orden, er vi meget åbne overfor faglig sparring med den akademiske verden, så crowdsourcing konkurrencen har været endnu en god mulighed for os for at få nye øjne på velkendte problemstillinger, ” afslutter Jonas Munk.