Fra flygtning til månedens medarbejder på 8 uger

Offentliggjort på:
Del denne artikel

Fra flygtning til månedens medarbejder på 8 uger 

I december begyndte IGU-elev Fadi Alasadi fra Syrien et praktikforløb i YouSee-butikken på Frederiksberg. I januar blev han kåret som månedens medarbejder. TDC Group har pt. 5 IGU-elever.

I 2015 flygtede Fadi Alasadi fra Syrien til Danmark. I december 2016 startede han i et praktikforløb i YouSee-butikken på Frederiksberg som en del af det to-årige IGU forløb (flygtningeintegrationsgrunduddannelse). 

Inden opstart havde butikschef Thomas Nielsen haft et møde med Fadi, og han fandt hurtigt ud af, at det her var et godt match. At Thomas havde set rigtigt, er der ikke tvivl om. I januar, da butikkens 15 medarbejdere som sædvanligt skulle stemme om månedens medarbejder i butikken, vandt Fadi titlen med flest stemmer. Kollegaerne siger bl.a. om Fadi:

- Fadi er altid i godt humør, hårdt arbejdende og altid med et smil på læben. Han har en inspirerende personlighed og en evig positiv udstråling, der smitter af på kollegaer såvel som kunder.

Et imponerende spring for en 19-årig ung mand fra Syrien, som kun har været i Danmark siden 2015. Fadi er en af i alt 5 IGU-elever i TDC Group. Målet er at TDC Group skal have i alt 10-20 IGU-elever.

Waseem var den første IGU-elev
Waseem Shakir begyndte på sin IGU-praktik i september 2016 på Teglholmen i København. Waseem, som har erfaring som elektriker fra Syrien, løser bl.a. el- og vvs-opgaver, og selvom Waseem ikke kunne dansk, da han startede, er både han og hans leder Tim Skov fra TDC Group meget glade for samarbejdet.

- Naturligvis kan det give lidt udfordringer i forhold til den sproglige barriere, men vi klarer hverdagen med Google Translate og fagter. Det er indtil videre gået fint og står man overfor større opgaver, hvor det er vigtigt at det sproglige er på plads, kan vi trække på gode kollegaer, der kan hjælpe med at tolke, siger Tim Skov.

Waseem selv erkender, at han nok er en lille byrde for sine kolleger, men han er glad for, at kollegerne har taget så pænt imod ham og udviser stor tålmodighed. Med et smil konstaterer han, at han jo får lært de danske ord og begreber undervejs, og samtidig får kollegerne også et indblik i arabisk.

Da Waseem Shakir ikke blot var den første IGU-elev i TDC Group, men også en af de første i Danmark, har der været stor interesse fra medierne.

Mentorer fra egne rækker
Tidligere på året inviterede HR kollegaer fra hele TDC Group til at melde sig som mentor for flygtninge i IGU-praktik. Der var stor tilslutning, og Leif Elken, HR-konsulent i TDC Group, fortæller glad, at mentorerne blandt andet er fundet blandt medarbejdere fra de arabiske og afrikanske lande. 

- Mentorordningen har vist sig at være en bæredygtig model, som har medvirket til at dagligdagen og kommunikationen for flygtningene er blevet gjort lettere og eventuelle spørgsmål og uklarheder er blevet ryddet af vejen hurtigt, siger Leif Elken.

Integration på jobbet
Gennem de seneste par år har der været en betydelig tilstrømning af flygtninge fra bl.a. Syrien, som nu er begyndt på en ny tilværelse i Danmark. I den sammenhæng er en tilknytning til arbejdsmarkedet ofte den vigtigste nøgle til vellykket integration af nye borgere i samfundslivet. 
Som Danmarks 10. største private arbejdsplads har TDC Group derfor valgt at følge opfodringen fra regeringen og myndigheder om at oprette såkaldte IGU-forløb (Integrationsgrunduddannelse), som er et to-årigt forløb, der kombinerer en lønnet praktikstilling med skoleundervisning, herunder også sprogundervisning