Erhvervs-ph.d. giver ny viden til TDC Group

Offentliggjort på:
Del denne artikel
Erhvervs-ph.d. giver ny viden til TDC Group 

Katrine Kunst er ved at lægge sidste hånd på det forskningsprojekt, der i de seneste fire år har fyldt meget i hendes liv. Hun arbejder nemlig på en erhvervs-ph.d. og kombinerer derfor arbejdstid og studieliv med et mål om at finde frem til det optimale design for sociale tjenester. 

Idéen til en erhvervs-ph.d. opstod tilbage i 2011 efter, at Katrine havde været ansat i TDC Group i to år.
”Jeg var leder, hvilket både var sjovt og udviklende, men jeg havde en større interesse i at fordybe mig,”.
I 2011 var Katrine med til at oprette en social media afdeling i TDC Group og derfra udsprang idéen om at undersøge, hvordan sociale medier kan anvendes i produkter og derved gøre produkter mere sociale. Med drømmen om at skrive en erhvervs-ph.d., var det en oplagt problemstilling at tage fat på og med et ”go” fra chefen, blev det tre-årige projekt sat i gang i 2013.
”Mit udgangspunkt var at undersøge effekten af at gøre et produkt socialt, og hvad det gør at se, hvordan andre brugere anvender vores produkter”.

Blockbuster som case

TDC Groups brand Blockbuster har været Katrines samarbejdspartner og case.
”Det har været en oplagt case at arbejde med, da deres produkt er film, som er et relativt socialt produkt. Jeg har fået lov til at bruge deres Facebookside til både at rekruttere deltagere til eksperimenter og til at lave undersøgelser,” fortæller Katrine.
”Da Katrine i 2013 kom til mig med sit projekt, var jeg glad for, at vi kunne være del af det, men samtidig også glad for, at TDC Group giver dygtige medarbejdere mulighed for at forfølge deres drømme. Implementeringen af Katrines anbefalinger understøtter vores målsætning om løbende at forbedre vores produkt og få flere tilfredse kunder”, siger Casper Hald, direktør i Blockbuster.

En erhvervs-ph.d. der bidrager til forretningen

At få lov til at eksperimentere og implementere sine egne idéer, er noget af det, som Katrine har set størst værdi i ved at forske.
”Jeg kan kun anbefale andre at lave en erhvervs-ph.d. Det har været en fed rejse, så hvis man kommer på en relevant problemstilling på sit arbejde, er det bare med at tage fat i den person internt, som ”ejer” den problemstilling, man gerne vil undersøge. Og selvfølgelig skal man også involvere sin chef ret hurtigt,”.
Til september afslutter Katrine forskningsprojektet, og som hun selv udtrykker det, har hun virkelig fået lov til at ”nørde ned i noget”.
”Det har virkelig været interessant at udforske, hvordan forbrugerne påvirker hinanden, og hvordan produktet nærmest kan markedsføre sig selv,” fortæller Katrine.

 

Fakta:

En erhvervs-ph.d. er et tre-årigt projekt, hvor man ansættes af en virksomhed og indskrives som phd-studerende på et universitet. Man får således løn af virksomheden, men den får omvendt et løntilskud af det statslige Innovationsfonden (17.000 kr. pr. måned).
Innovationsfonden yder også et større tilskud til relevante rejser og udlandsophold. Man arbejder fuld tid på forskningsprojektet og afrapporterer løbende til virksomheden. Man kan søge et par gange om året. Inden da skal man sikre sig virksomhedens opbakning samt opbakning fra et universitet.