Fra telefonsælger til salgsdirektør

Offentliggjort på:
Del denne artikel

Artiklen er bragt i Berlingske Business torsdag den 27. april

Her er Danmarks 100 største talenter

Fra telefonsælger til salgsdirektør

Det lyder næsten som en variant af den amerikanske drøm, når Puya Astanehdoost fortæller om sig selv. Han flygtede med sin familie fra Iran til Danmark som syvårig. Han begyndte i TDC Group som menig telefonsælger. Og nu sidder han som salgsdirektør samme sted.

»De ting, jeg har gjort, tror jeg, kan føres tilbage til den tid, hvor jeg var knægt og altid skulle gøre tingene tre gange så godt. Det har hængt fast,« siger han.

Puya Astanehdoost lyder med rette begejstret for de resultater, han har skabt først i TDC og nu i YouSee. Både med hensyn til kontinuerligt flotte trivselsmålinger blandt sine medarbejdere og til sidste års sammenlægning mellem TDC- og YouSee-butikkerne, hvor han havde ansvaret for alle de jyske butikker i koncernen.

Og hans chef, direktør for retail i YouSee Kim Hein, er ligeledes begejstret.

»Puya har dynamik og gåpåmod, og så har han evnen til at skabe fantastiske resultater gennem sine medarbejdere, og det skal han have stor kadeau for,« siger han.

Puya Astanehdoost 34 år, salgsdirektør, YouSee Retail

2007: Underviser og Fagcoach, TDC

2008: Salgschef, TDC

2012: Salgsdirektør, Onfone Erhverv

2013: Diplomuddannelse i ledelse, VIA University College Aarhus

2013: Direktør, Fullrate Erhverv

2015-: Salgsdirektør, YouSee Retail

 

Sådan har vi gjort

Udvælgelsen af de 100 talenter

Berlingske Business foretager udvælgelsen af de 100 talenter på baggrund af en omfattende nominering fra virksomheder og andre interesserede. Tre kriterier er afgørende for valget:

1. Begrundelse: Talentets faglige forudsætninger, ledelsesmæssige evner og resultater. Desuden lægger vi vægt på anbefalingen fra nærmeste chef eller en tidligere chef.

2. Udbygget CV: Vi udvælger på baggrund af CVer, hvor der er redegjort for konkrete resultater samt faglige og uddannelsesmæssige kompetencer.

3. Alder: kort og godt maks. 35 år.

Diversitet: Talent100 bygger ikke på en videnskabelig metode, men er blevet en institution, hvor Berlingske Business tilstræber at vise diversitet mht. uddannelser, faggrupper og virksom­heder.

Det er 14. gang, at Berlingske Business Magasin dedikerer et nummer til at portrættere 100 talenter med ambitioner.