”Jeg skal forsøge at gennemskue, hvilke kundeprofiler der er potentielt nye kunder”

Offentliggjort på:
Del denne artikel
TDC Group har et kæmpe data-hav, hvilket er en naturlig del af at være et teleselskab. Mit arbejde består i at skabe indsigt i data vha. avanceret analyse af data. Jeg synes, at det er fedt at arbejde hos TDC Group, da jeg får lov til at arbejde med forskellige avancerede og komplekse statistiske metoder samt modeller inden for data mining og machine learning. Jeg er med til at gøre en forskel for TDC Group, når jeg skaber databaserede indsigter og forudsigelser til anvendelse i en forretningskontekst, da jeg dermed kan være med til at effektivisere vores forretning endnu mere.

At arbejde som Data Scientist hos TDC Group består af tre dele. Den første del handler om data management, dvs. dét at håndtere data. Den anden del fokuserer på den statistiske del og handler om, hvordan vi modellerer de data, vi har. Den tredje del har fokus på at benytte vores indsigter i en forretningskontekst. I min stilling er det vigtigt at have gode kommunikative evner. Det kan f.eks. ikke hjælpe noget, at jeg taler et matematisk sprog til en, som ikke har en matematisk baggrund. Det er vigtigt, at vi har en fælles forståelse, hvis vi skal skabe værdi. Det sætter derfor krav til, at jeg kan finde ud af at samarbejde, og jeg husker at spare med de relevante personer, som har en anden indsigt og forståelse, end jeg selv har. 

I TDC Group arbejder vi i teams på tværs af alle vores brands. Vi har et tæt samarbejde med vores marketingafdelinger, hvor vi er med på flere forskellige projekter for bl.a. at optimere vores salg. Vi arbejder altid under etiske og juridiske retningslinjer i forhold til arbejdet med forskellige datakilder. Lige nu arbejder jeg i det, som vi kalder commercial squad. Her skal jeg ved hjælp af vores data forsøge at afkode, hvilke kundeprofiler der har størst mulighed for at opsige deres produkt. Derudover skal jeg også forsøge at gennemskue, hvilke kundeprofiler der er potentielt nye kunder, samt hvilke produkter de højst sandsynligt er interesseret i at købe. Så selvom mit arbejde lyder som et tal-univers, er jeg tættere på kunden, end man lige går og regner med.


Hos TDC Group er der et godt arbejdsmiljø. Jeg arbejder med udfordrende problemstillinger, hvor jeg i samarbejde med mine kolleger konstant formår at dygtiggøre mig. Arbejdsmiljøet i vores afdeling er meget åbent, så jeg er aldrig i tvivl om, at der altid vil være en hjælpende hånd, fordi vi er i stand til at udnytte hinandens kompetencer. Derudover har vi også mange sociale arrangementer, som er med til at løfte afdelingen socialt – men også fagligt.

Jeg har en stor fleksibilitet i mit job, hvilket er en fordel, da jeg spiller amerikansk fodbold på eliteplan i min fritid, hvor jeg er kaptajn (anfører) på det danske landshold. Jeg bruger 10-15 timer om ugen på min sport, og jeg har derfor brug for at kunne møde og gå på bestemte tidspunkter. Fleksibiliteten i mit job gør, at jeg kan få mit arbejds- og fritidsliv til at gå op i en højere enhed. Det sætter jeg enormt stor pris på.