Presse

Rasmus Seebach-klassiker er årets julehit

Offentliggjort på:
Del denne artikel

Danskerne elsker julemusik og allerede fra den 16. november tager julesangene over som de mest streamede sange på YouSee Musiks hitliste. Selvom de fleste danskere sikkert har en favorit blandt de gamle julehits, har der i de seneste år været en tendens til, at det er de nye julesange, der bliver lyttet mest til. I år er ingen undtagelse, hvor Rasmus Seebach har hele to julesange placeret i top 10 på årets hitliste. Mens ’Lille Store Verden’ indtager førstepladsen med tæt på 800.000 streams, ligger ’Der’ Noget i December’ på sjettepladsen med mere end 500.000 lytninger.

”Selvom danskerne stadig lytter til de gamle juleklassikere, er moderne julehits som Seebachs 'Lille Store Verden' og 'Hey Mor' fra Joey Moe meget populære blandt vores brugere. Selvom julen er traditionernes tid, er vi danskere altså i høj grad klar til at tage nye danske julesange til os og dermed skabe nye juletraditioner,” siger Pelle Svindborg, musikredaktør hos YouSee Musik og tilføjer:

”Vi ved, at rigtig mange af vores kunder er Seebach-fans, og Rasmus er uden tvivl den mest streamede artist på YouSee Musik. Hans musik er elsket af et bredt udsnit af danskerne, og derfor overrasker det mig heller ikke, at hans to julesange allerede efter fire år er blevet populære juleklassikere. Vi forventer, at Rasmus med de to julehits kommer tæt på 2 mio. streams, inden julen er omme.”

Hos Rasmus Seebach, der i 2015 skrev de to julesange til årets julekalender på TV 2, vækker nyheden glæde.

”Man bliver da helt varm om hjertet ved tanken om, at man er med til at skabe julestemning rundt om i Danmark. Det synes jeg er ret stort, og noget jeg vil tillade mig at være lidt stolt af,” siger Rasmus Seebach.

Julekalendersange hitter hos danskerne
Sidste år var det titelnummeret 'Tinka' fra TV 2's julekalender, sunget af Burhan G og Frida Brygmann, der slå alle andre julehits af pinden. I år indtager ’Tinka’ en flot tredjeplads, kun lige slået af Whams juleklassiker ’Last Christmas’.

”De seneste år har vi set en tendens til, at sangene fra årets julekalendere bliver julehits, som man både lytter meget til det år, hvor de udkommer, men som også de efterfølgende år er populære julesange. Det ser vi med Rasmus Seebachs sange, der blev lavet til TV 2’s julekalender ’Juleønsket’, med Tinka og også med Mads Langers ’Tag mig med’, der er årets titelsang til DR’s julekalender,” fortæller Pelle Svindborg.

Årets julehits 2018

  1. Lille Store Verden, Rasmus Seebach
  2. Last Christmas, Wham!
  3. Tinka, Burhan G and Frida Brygmann
  4. Jul i Angora, Drengene Fra Angora  
  5. All I Want For Christmas Is You, Mariah Carey         
  6. Der' Noget I December, Rasmus Seebach                 
  7. Tag Mig Med, Mads Langer               
  8. I En Stjerneregn Af Sne, Mads Langer                        
  9. Jul Det' Cool, Mc Einar
  10. Endelig Jul Igen, Gasolin'                    
  11. It's Beginning to Look a Lot Like Christmas, Michael Bublé             
  12. Jesus & Josefine, Julie & Martin Brygmann               
  13. Driving Home for Christmas, Chris Rea                      
  14. Do They Know It's Christmas? (1984 Version), Band Aid                  
  15. Hey Mor, Joey Moe  
  16. Santa Tell Me, Ariana Grande            
  17. Når Sneen Falder, Thomas Helmig & Søs Fenger     
  18. På Vej Hjem, Noah    
  19. Jul På Vesterbro, Anders Matthesen                           
  20. Vil Du Være Min I Nat, Caroline Henderson