Presse

Anden Corona-bølge øger behovet for digitale samtaler: Røde Kors og TDC NET vil forbinde endnu flere digitalt

Offentliggjort på:
Del denne artikel

Med corona-epidemien er ord som karantæne, hjemmekontor og social distancering blevet en del af vores hverdag. Desværre gælder det også isolation og en følelse af manglende social kontakt.

Særligt nu under pandemiens anden bølge, hvor mange igen er hjemsendt fra arbejde eller afholder sig fra at se andre mennesker på grund af smittefare. 

’Vi lancerede i foråret platformen SnakSammen som en digital mulighed for dem, der trængte til at tale med et andet menneske. Vi har siden haft mere end 2.500 gennemførte samtaler, og det har vist os, at SnakSammen er en god mulighed for at nå ud til flere isolerede. Med den nye store nedlukning er der et øget behov for initiativer som SnakSammen, og vi vil nu gøre en ekstra indsats for at gøre opmærksom på tjenesten de næste måneder,’ siger leder for Fællesskabsektionen i Røde Kors, Lise Lind.     

SnakSammen er en digital besøgstjeneste for alle. Det er for dem, der føler sig ensom i det daglige, men også for dem, der kun momentvis savner social kontakt. Man kan tilgå tjenesten på SnakSammen.dk.

’Coronakrisen er særligt hård for dem, der i forvejen føler sig ensomme eller på anden måde er udsatte. Men den rammer også de af os, som grundet restriktioner og øget hjemmearbejde nu igen har en hverdag med begrænset menneskelig kontakt. Det er i vores øjne en virkelig god mulighed for at flere kan få gavn af, at vi forbinder mennesker på tværs af hele landet,’ Siger Hanne Blume, HR-direktør i TDC NET.    

Røde Kors og TDC NET opfordrer alle, der kender nogen, som har brug for at tale, få et godt grin, eller dele en bekymring, til at fortælle om SnakSammen.

 

Sådan gør man som bruger: 

  • Gå ind på SnakSammen.dk 
  • Man kan bruge SnakSammen på mobil, tablet og PC 
  • Videokontakten foregår via siden snaksammen.dk og kræver ikke, at man er digitalt stærk 
  • Gode, frivillige samtalevenner fra Røde Kors tilbyder tidspunkter for et video-besøg  
  • Man booker blot en tid, hvis man har lyst til en snak. En snak varer ca. 15 minutter   
  • Når tiden kommer, får begge parter en sms og en e-mail med et link. Tryk på linket og videosamtalen er i gang. Du skal ikke installere programmer eller andet  
  • Samtalen kan foregå på mobil, computer eller tablet 

Om SnakSammen

SnakSammen er en snak mellem to mennesker, den ene en frivillig samtaleven fra Røde Kors. Det er en snak om fælles interesser, hverdagen, nyheder og familie. De frivillige samtalevenner på SnakSammen er helt almindelige mennesker, hverken rådgivere eller eksperter. Med SnakSammen sidder man hjemme hos sig selv, men kan se hinanden på video. SnakSammen er udviklet af Røde Kors, Boblberg og Faaborg-Midtfyn Kommune og blev med corona-epidemien i foråret 2020 gjort til et landsdækkende tilbud i samarbejde med bl.a. TDC NET.

Om Røde Kors og ensomhed

Et stort antal danskere føler sig ensomme. De savner omsorg og kontakt til andre mennesker. I Røde Kors mener vi, at ingen skal føle sig uønsket og alene. Langvarig ensomhed forringer livskvaliteten og kan føre til en isoleret tilværelse. Ensomheden nedbryder et menneske både fysisk og psykisk. Derfor vil vi hjælpe mennesker til at opsøge fællesskaber og skabe relationer for derigennem at bryde ensomheden. Ensomhed kan ramme alle.