Presse

TDC NET forventer stigning i mobildatatrafikken på cirka 40 procent under aftenens kvartfinale

Offentliggjort på:
Del denne artikel

Når Danmark løber på grønsværen i Baku i aften kl. 18.00, kan vi forvente et voldsomt hop i danskernes brug af mobildata.

En opgørelse fra TDC NET, der bygger og driver det landsdækkende mobilnet, viser nemlig, at mobildatatrafikken sidste lørdag – under Danmarks kamp mod Wales steg med hele 40 procent. Og alt tyder på, at samme mønster vil være gældende under aftenens kamp

EM-kampene bliver altså ikke længere kun set foran fjernsynet i dagligstuen men streames i høj grad også via mobiltelefoner, iPads, bærbare computere og andre mobile enheder.

Mobilnettet er gearet til events

De fodboldglade danskere skal dog ikke være bekymrede for, om der er kapacitet nok i mobilnettet. Igennem coronapandemien har TDC NET’s digitale infrastruktur nemlig bestået en ellers historisk stresstest med stigninger i datatrafikken på cirka 50 procent.

Samtidig har selskabet gearet mobilnettet til at kunne klare de udsving i datatrafikken, der opstår under større events som eksempelvis en EM-finale, fortæller Michael Fränkle, Executive Vice President og netværksansvarlig hos TDC NET.

”Den digitale infrastruktur i Danmark er rigtig godt rustet til at håndtere udsving og belastninger. Vi har et mobilnet, der er vurderet til at være det bedste i Europa målt på både hastighed og dækning, og samtidig er Danmark generelt er ét af de mest digitalt forbundne lande. Så der er kun grund til at ønske god kamp herfra”.

Fakta: EM og den digitale infrastruktur

  • TDC NET har set en daglig vækst i mobildatatrafikken på 10 procent under EM. Danskerne har altså generelt et højere forbrug af mobildata i denne periode
  • Mobildatatrafikken peakede under Danmarks kamp mod Wales (vist på DR1), hvor den steg med 40 procent
  • Stigningen under Danmarks kamp mod Belgien lå på et noget lavere niveau, hvilket kan forklares med, at kampen ikke blev vist på en landsdækkende TV-kanal
  • Mens mobildatatrafikken stiger under EM-kampene, så falder mængden af mobilsamtaler markant. Under Danmarks kamp mod Wales sås et ekstraordinært dyk, kun afløst af et kort peak i halvlegen