Presse

​Nytårsaften blev der snappet løs, mens vi dansede til Kesi

Offentliggjort på:
Del denne artikel

Der er tryk på TDC Groups mobilnetværk, når det nye år ringes ind, hvor der både sendes masser af sms’er og snappes til venner og familier. Mens vi fejrede det nye års komme, dansede vi især til Kesis sensommerhit ’Følelsen’.

Da vi hoppede ind i nytåret, havde vi mobilen ved hånden. Alene i TDC Groups netværk blev der nemlig sendt omkring 2 mio. sms’er i den første time efter midnat. Det var dog 9 pct. færre beskeder end sidste år, men til gengæld blev der så også brugt rigtig meget data på de sociale medier – ikke mindst på Snapchat, hvor aktiviteten var meget højere end normalt.

”Når nytårsklokkerne lyder, og vi hopper ind i det nye år, skal vi selvfølgelig også sende hilsner til venner og bekendte, som vi ikke tilbringer årets sidste aften med. Vi kan dog se, at dataforbruget i år er faldet lidt i forhold til antallet af sms’er, men til gengæld er aktiviteten på de sociale medier meget højere end på en normal aften. Ikke overraskende var mobilforbindelserne rødglødende umiddelbart efter midnat, hvor vi i stor stil ringede og ønskede hinanden godt nytår,” fortæller Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC Group.

Mens vi ventede, hørte vi Kesi, Harris og Blue
I timerne op til midnat blev festerne holdt i gang med dansevenlige beats fra nogle af årets største hitmagere.

”Nytårsaften er jo for mange årets fest, og i år blev der især festet til festlige og glade sange fra Kesi og Calvin Harris. Der er selvfølgelig også blevet danset en hel del til to af årets store hits, Shape of You af Ed Sheeran, og Despacito, som faktisk er den mest streamede sang på YouSee Musik i hele 2017, ”siger chefmusikredaktør hos YouSee Musik, Pelle Svindborg og fortsætter:

”Whitney Houstons dansevenlige hit ’I Wanna Dance With Somebody’ er en klassiker på dansegulvet, og så synes jeg også det er interessant, at Hugo Helmig som en af de nye danske stjerner også var et hit rundt om i stuerne nytårsaften.”

De 10 mest streamede sange på YouSee Musik nytårsaften

  1. Følelsen, Kesi
  2. Feels, Calvin Harris (feat. Pharrell Williams, Katy Perry and Big Sean)
  3. Mama, Jonas Blue (feat. William Singe)
  4. Shape of You, Ed Sheeran
  5. Please Don’t Lie, Hugo Helmig
  6. Rica, Gilli (feat. Kesi og Sivas)
  7. Despacito (Remix), Lusi Fonsi og Daddy Yankee (feat. Justin Bieber)
  8. I Wanna Dance with Somebody (Who Loves Me), Whitney Houston
  9. Firework, Katy Perry
  10. Unforgettable, French Montana (feat. Swae Lee)


Alle TDC Groups mobildata er anonymiserede, så der er ikke tale om personlige data, og hverken TDC Group eller andre kan herudfra identificere enkelte kunder.