Presse

DRTV flytter ind hos YouSee

Offentliggjort på:
Del denne artikel

Danskerne bruger i stadig højere grad streamingtjenester, når de skal underholdes, og DRTV er – ifølge en undersøgelse fra YouGov - danskernes foretrukne streamingtjeneste. Nu har YouSee integreret DRTV i tv-universet, så kunder med en tv-boks eller en tv-pakke ud over grundpakken har adgang til DR’s indhold via alle platforme, når og hvor det passer dem bedst.

”Vores rolle er at samle det indhold, som vores kunder efterspørger, og gøre det så let tilgængeligt som mulig. Jeg er glad for, at vi nu også kan tilbyde vores kunder DRTV som en del af deres tv- og streamingpakke. YouSee er i høj grad et familiebrand, og DR leverer kvalitetsprogrammer til både børn, unge og voksne. Derfor er DR’s indhold allerede i dag det mest sete indhold på vores platforme, og jeg forventer, at endnu flere nu vil streame serier, nyheder og dokumentarer fra DR via vores tv-univers,” siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee og fortsætter:

”Det har været vigtigt for os, at alt det gode indhold fra DRTV integreres på vores egen platform i en samlet brugeroplevelse, så vi f.eks. kan inkludere DR’s indhold i vores anbefalinger til kunderne sammen med alt det andet indhold, som vores kunder har med i deres tv- og streamingpakke.”

DR relancerede sidste år DRTV, der er blevet genopbygget fra bunden, for at imødegå danskernes øgede streamingbehov. Her er man glad for, at tjenesten nu bliver endnu lettere tilgængelig for et stort antal danskere.

”Vi har fokus på, at DR’s indhold skal skabe værdi for brugerne, og vi ved, at mange danskere netop tillægger DRTV stor værdi. Samarbejdet med YouSee betyder, at vi kan tage endnu et skridt i at gøre DRTV til fremtidens hovedindgang for stærkt public service-indhold, og det er vi glade for,” siger underdirektør Lars Fredenslund Høgsberg, DR Medier.

YouSee har allerede integreret en række streamingtjenester på tv-boksen, hvor både Netflix og YouTube ligesom DRTV har deres egen kanalplads. Derudover har YouSee’s Bland Selv-kunder adgang til en lang række streamingtjenester, bl.a. HBO Nordic, Viaplay og C More, og inden længe også TV 2 Play.

DRTV bliver tilgængelig på tv, boks og app for alle tv-kunder, der har adgang til YouSee’s tv-arkiv via boks eller app. Man finder DRTV under menupunktet ’Kanaler’ på tv.yousee.dk og i YouSee TV & Film-appen. Derudover kan man på YouSee’s tv-bokse placere DRTV på den kanalplads, man ønsker, ellers ligger den på en af de sidste pladser i kanalrækkefølgen.

Om DRTV
DRTV indeholder hele DR’s streamingunivers, herunder DR, DR2 og Ramasjang, og er nu hjemsted for kanalerne DR2+, DR3 og DR Ultra.

På DRTV finder man både danske og internationale serier, børneunderholdning, ungdomsserier og et gigantisk udvalg af DR's populære produktioner, herunder hele DRTV’s store arkiv med tusindvis af programmer.